DBO Freestyle 2026
I år opdeles DBO Freestyle, så forårsstævnet bliver et nationalt stævne om DM‑titlen. Efterårsstævnet bliver, traditionen tro, et åbent stævne, hvor freestylere fra alle nationaliteter kan være med til at konkurrere om at blive den bedste windsurfer i danske forhold.
Datoer 14/5 – 17/5 – Under forårsstævnet kåres Dansk Sejlunions Danmarksmesterskab. 15/10 – 18/10 – Under efterårsstævnet kåres DBO’s freestyle‑titel.
Rækker
● A‑rækken kræver, at man kan udføre mindst 2 new school moves (hvor finnen forlader vandet).
● B‑rækken er for sejlere på et mere grundlæggende niveau, hvor alle moves tæller – uanset hvilken halse de udføres på. Deltagerne må maksimalt kunne ét new school move.
● Særskilte rækker for Dame/Junior/Master klasser afholdes ved tilstrækkelig tilmeldte.
Mødested
● Forårsstævnet: Løgstør. Herfra har vi fleksibilitet til at ramme et bredt udvalg af spots i Limfjorden, uanset hvor forårets lavtryk lægger sig.
● Efterårsstævnet: NASA i Klitmøller, hvor fælles aktiviteter kan afholdes sammen med wave‑rækkerne.
DBO Freestyle afholdes på dagens bedste spot, og vi tilstræber max 1 times kørsel fra mødestedet. B‑rækken afholdes ikke i havet, men på spots, hvor alle kan være med. A‑rækken afholdes som udgangspunkt samme spot som B‑rækken, med mindre der ikke er vind andre steder end i havet.
Bedømmelse & scoring
Formatet er “riders dømmer riders”. Deltagere i A‑rækken forpligter sig til at være til rådighed til at dømme andres heats. Det sikrer, at dommere kender disciplinen og moves, hvilket giver en mere fair bedømmelse.
Freestylekomiteen, som består af erfarne udvalgte freestylere, bidrager desuden med at spotte og dømme i så mange heats som muligt.
Hvert trick vurderes både på udførelse og teknisk sværhedsgrad. Antallet af tællende tricks fastsættes af freestylekomiteen ud fra forhold og niveau. Manglende diversitet straffes, således at tricks der ligger i samme familie eller kategori tildeles lavere score.
Ønsker du ikke at være dommer: skriv det i kommentarfeltet ved tilmelding. Bemærk at dette skal godkendes af Freestylekomiteen, før din registrering er endeligt afsluttet.
Regler
For at sikre fair heats seedes deltagerne efter tidligere resultater. Nye og lavere seedede deltagere starter i en kvalifikationsrunde mod hinanden, så alle får mulighed for heats mod jævnbyrdige modstandere.
Der sejles efter DBO freestyle‑bestemmelser, som bliver offentliggjort på DBO.dk sammen med den komplette moveliste.
Tilmelding
Under tilmelding skal du udfylde den række, du ønsker at deltage i, samt mærke og farve på dit primære udstyr.
Overvejer du at deltage for første gang? Så er det nu gjort endnu nemmere! For første gang i år kræves der ikke medlemskab af DBO for nye deltagere i B‑rækken. Samtidig har vi skruet deltagergebyret i bund for dit første stævne.
Sørg for at tilmelde dig i god tid: ● Sen tilmelding (10 dage før stævne): gebyr på 200%. ● Ekstra sen tilmelding (1 dag før stævne): yderligere 100 kr, opkræves ved registreringen.